Skriv en kort gyserhistorie

Formål med aktiviteten
I denne aktivitet trænes eleverne i at skrive en kort gyserhistorie og de arbejder med nogle af gysergenrens elementer samtidig med at de skal tage stilling til hvem der er hovedkarakter.

Trin for trin​
a) Eleverne skal skrive en kort gyserhistorie til en film, dvs. en filmsynopsis. De skal skrive en halv til en hel A4-side, der rummer historiens hovedtræk

Eleverne skal udtænke en situation med en hovedkarakter, der kommer i en skræmmende situation. De kan selv finde på en historie, eller de kan lade dig inspirere af arket brikker til en gyserhistorie.

Gode spørgsmål at stille dig selv i skriveprocessen:

  • Hvor foregår handlingen?
  • Hvem er hovedkarakteren?
  • Hvad er det farlige?
  • Er der særlige gyser-rekvisitter i handlingen?
  • Hvornår er der chok og spænding?

Tip:
Hvis eleverne senere skal lave deres egen gyserfilm, skal de omsætte nogle af de korte gyserfortællinger, de skriver på dette trin. Så hjælper det hvis I har sørget for at filmens karakterer er på deres egen alder, og at handlingen ikke er for kompliceret, dvs. den skal foregå på et par steder.

Eksempel på kort gyserhistorie:
Det er aften. Der er haloweenudstilling på skolen. Torben går alene rundt og kigger på de forskellige udstillede produkter. De er godt lavet.

Især et maleri af en mand, der dræber et barn med en kniv, er meget uhyggeligt, og Torben sætter sig og betragter det. Pludselig kommer en stor mand ind i lokalet og sætter sig ved siden af Torben. Han er maskeret og ligner manden på maleriet.

Torben bliver bange og forlader rummet. Han vil væk. Men manden følger efter. Torben begynder at løbe, men manden løber efter. Torben tager elevatoren, og dørene når lige at lukke for næsen af manden. Elevatoren fører ned i kælderen, der er mørk og uhyggelig.

Torben går ned ad gangen alligevel for at komme væk. Pludselig er manden bag ham. Torben spæner ned ad gangen, men den ender blindt, så han er nødt til at gå ind ad den eneste dør.

Inde i rummet er der et vindue. Torben når lige at gribe håndtaget, da manden lægger en stor hånd på hans skulder. Manden stikker hånden i inderlommen. Ud hiver han Torbens pung, som han har tabt i klasselokalet. Han overrækker den langsomt, og Torben tager imod. De to sender hinanden et varmt smil.
Synopsis af Laurits Geertz-Hansen (Station Next)

b) Eleverne går sammen i mindre grupper og læser deres fortællinger højt for hinanden. De taler om, hvad der fungerer godt, og hvad der fungerer mindre godt i hver enkelt tekst.

De vælger én tekst, som de vil læse højt for resten af klassen. De skal starte med at begrunde, hvorfor de har valgt netop denne tekst.